GLS: Fremtiden er grøn for pakketransporten
I en verden under konstant forandring har GLS Denmark grønne ambitioner for fremtidens pakkedistribution. Som en del af GLS-koncernens ”Climate Protect” strategi arbejdes der på at reducere klimaaftrykket og imødekomme kundernes voksende interesse for ansvarlig pakkelevering.
- Vi har kigget på vores værdikæde for at finde ud af, hvor vi kan sætte ind og i hvilken rækkefølge, siger Managing Director i GLS Denmark, Steen Ravnsbæk Kristensen.
- I en branche som vores er det ikke altid ligetil at gennemføre så store ændringer, men vi har allerede investeret i en lang række initiativer. Derfor forventer vi, at vi i 2045 kan indfri vores målsætning om at levere alle pakker emissionsfrit.
- At omlægge vores del af værdikæden til at være 100 % emissionsfri er ikke noget, vi kan gøre fra den ene dag til den anden. Derfor har det været vigtigt for os ikke bare at gå og vente. Vi har valgt at gøre det næstbedste – klimakompensere for den udledning, der er forbundet med at levere pakker.
- Det er et ansvar, vi tager på vores skuldre. Vi klimakompenserer uden ekstra omkostninger for vores kunder, fortæller topchefen.
Miljø- og klimahensyn er ikke nyt i GLS. Siden 2016 har virksomheden arbejdet med reduktion af forbrug og CO2-udledning. Ambitionen om et mere miljøvenligt GLS har allerede medført, at pakkedistributøren udelukkende bruger 100 procent certificeret grøn strøm på alle deres lokationer og tilpasser deres bygninger efter jævnlige energieftersyn. Det indebærer blandt andet udskiftning til varmepumper, hvor det ikke er muligt at tilslutte til fjernvarme, LED-belysning og solceller på tagene de steder, det er tilladt.
- Når man som os har mange lokationer, betyder små tiltag som for eksempel udskiftning til LED-belysning pludselig meget for det store billede. Derfor undersøger vi jævnligt, hvordan vi kan optimere vores energiforbrug på vores lokationer, forklarer Steen Ravnsbæk Kristensen.
Omlægning af flåden
En omlægning af hele flåden af køretøjer er nødvendig for at indfri ønsket om at reducere CO2-udledningen.
I 2035 skal 100 procent af de nyindkøbte transportkøretøjer være nul- og lavemissionskøretøjer.
I dag har GLS Denmark 51 elbiler i flåden og ladestandere i hele landet, så man har allerede gjort sig gode erfaringer, der gør det lettere, når endnu flere elbiler snart kommer til.
- Vores helt store udfordring er infrastrukturen og den teknologiske udvikling af elektriske vare- og lastbiler, siger Steen Ravnsbæk Kristensen.
- Vi skal være sikre på, at vi ikke går på kompromis med vores leveringskvalitet, så minimum 98,6 procent af vores pakker fortsat når frem til deres modtager næste hverdag. Vi har allerede lært meget fra den nuværende flåde af el-biler, men vi skal undersøge, hvilke teknologier der bedst kan understøtte vores grønne omstilling,
- Dermed kan vores kunder glæde sig over, at de i fremtiden kan sende og modtage pakker med et mindre CO2-aftryk, slutter direktøren.
GLS' målsætning
GLS-koncernen har sat følgende målsætninger for deres klimastrategi:
- I 2030 skal andelen af nul- og lavemissionskøretøjer udgøre 50 % af transportflåden og 100 % af GLS’ firmabiler skal være elkøretøjer.
- I 2035 skal 100 % af de nyindkøbte transportkøretøjer være nul- og lavemissionskøretøjer
- I 2045 skal GLS-koncernens CO2-udledning være reduceret til nul
- En emissionsfri værdikæde indebærer, at alle køretøjer drives af el eller brint.